Uddrag af Dagny Rasmussens , 5.gren, brev til sin kæreste, Erling, vedr. sin bedstefars 100-årsdag i 1934:
Efter bedstefars 100-årsdag, hvor også legatets oprettelse blev fejret, skrev Dagny til sin
kæreste, Erling, som ikke var med. Brevet er skrevet kl. 24, efter at gæsterne var taget af sted. Dagny begynder således:
”Mon min hånd kan føre en pen efter så bevæget en dag med så mange indtryk” – og hun fortsætter:
"De første gæster kom kl. 11. Det var fire biler fra København og de spiste frokost kl. 11.30.
Kl. 13 skulle bedstefars og bedstemors syv børn og svigerbørn til Holmgård i Havrebjerg, der er fødegården.
Efterhånden kom alle de yngre og drak kaffe i holdvis. Ved 15-tiden var alle samlede og vi tog ud til Vester-Løve kirkegård, hvor bedstemor og bedstefar ligger begravet.
Efter at vi havde været lidt ved gravene gik vi ind i kirken. Først sang vi ”Til himlene rækker din miskundhed Gud”. Derefter sagde far lidt – meget kønt – om bedstefars sidste dage (det var jo hans 100-årsdag). Så blev der sunget ”Kirkeklokke ej til hovedstæder”.
Onkel Søren tog så ordet. Han var meget bevæget. Han begyndte med at sige: ”Når vi nævner fars navn, må vi også nævne mors navn – så stærkt var de to knyttet sammen”.
Onkel Søren citerede Baggesens vers ”Ingen steds er roserne så røde og tornene så små, og ingen steds er dunene så bløde, som den vor barndoms uskyld hvilte på”. Det ville han sige os unge: At hvad der end mødte os i livet, så stod det fast.
Han havde så uendeligt meget at sige sit barndomshjem tak for. Hvis han skulle give en karakter af sin mor og far ville han sige, at hans far arbejdede først med hjernen og derefter med hjertet. Hvorimod hans mor først arbejdede med hjertet og derefter med hjernen. Jeg synes, det var sagt så kønt og klart, som det kunne siges.
Efter endnu en salme talte onkel Sørens søn, Viggo. Det var en tak for de ferier, han havde været på hos sin farmor og farfar. Til sidst sang vi ”Dejlig er jorden”.
Derefter tog vi alle hjem til Kristiansgård, hvor der var rejst et træhus, så vi kunne gå lige derud fra havestuedøren. Før vi gik til bords blev vi fotograferet, 72 i alt.
Ved bordet var der også tale og sang. Far sagde noget om den tid, hvor han kom til at tjene hos bedstemor og bedstefar.
Onkel Søren kom med den store overraskelse, at han havde dannet et mindelegat, der skulle komme slægten til gode. Onkel Søren sagde, at han også havde gjort det, for at der kunne blive sammenhold inden for slægten.
Derefter lød der en stor tak til onkel Søren fra alle sider.
Ved kaffen var der livlig samtale – og senere blev der spillet kort af dem, der havde lyst til
det.
Jeg synes, at vi havde en meget god dag."